Jeg elsker mine tyrkiske ting, fordi jeg bruger dem hver dag. Tyrkerne er dygtige håndværkere når det gælder mosaikker, bomuld, porcelæn og pynteting til hjemmet.
Her er min personlige shoppingliste til Tyrkiet.
#1 Tyrkiske håndklæder og morgenkåber
Hver eneste gang jeg er i Tyrkiet har jeg minimum et tyrkisk håndklæde med hjem. Jeg elsker dem og i dag har jeg udelukkende tyrkiske håndklæder i mit hjem. Læs hele min guide til tyrkiske håndklæder her.
De tyrkiske håndklæder er tynde og minder mere om store smukke viskestykker end om håndklæder. Det gør dem hurtigtørrende og praktiske, når man er på eventyr eller ude og dyrke vandsport. De fås også en hybridversion, hvor der er frotte på den ene side af håndklædet. Disse er perfekte til badeværelset.
Hos håndklædeforhandlerne kan du også købe lækre morgenkåber.
#2 Dumpet tøj
Tyrkiet har specialiseret sig i bomuld og derfor er de produktionsland for mange store internationale brands. Når der produceres for meget, eller der er småfejl på tøjet bliver det dumpet.
Men tyrkerne er ikke blege for at omgå reglerne lidt, hvis de ikke kan se logikken i at brande helt fint og funktionelt tøj af, når nu der er så mange, der ikke har noget ordentligt at tage på.
Derfor kan du ofte finde dumpet tøj på markederne til 5 eller 10 lira per styk.
Da jeg var ung og fattig divemaster studerende fandt jeg hele min garderobe i de dumpede tøj bunker. Her var masser af t-shirts, nederdele, bukser, kjoler osv. fra mærker som Vila, H&M, COS m.fl.
#3 Hamam handske
Vejen til babyblød hud går igennem hamamhandsken. Det er en skrubbehandske, du kan bruge til at fjerne dine døde hudceller med. Læs hvordan du gør her.
Hamanhandsken fås i 3 forskellige versioner:
- En meget grov til fødderne og hænderne
- En mellemgrov til hele kroppen
- En blid til ansigtet
#4 Friske råvarer på markedet
Kaş ligger tæt på opdyrkede marker og grøntsagsdrivhuse. Derfor er grøntsagerne på det lokale fredagsmarked himmelske og koster så lidt at du må knibe dig selv i armen for at tro på det.
I sommeren 2018 kostede det mig 80 lira at købe grøntsager, ost, oliven, tørrede abrikoser, krydderurter, oliven og æg til en hel uges forbrug.
Fredagsmarkedet er en af det helt store grunde til at jeg bor i lejlighed med køkken. Det er en stor oplevelse at lave mad af friske solmodne grøntsager fra markedet.
#5 Gulvtæpper
Gulvtæpperne i Tyrkiet er meget smukke og hvis du gerne vil investere i et, du kommer til at elske det resten af livet, så brug lidt af dine ferieaftener på at besøge tæppehandlerne i Kaş.
Du skal dog huske, at du ikke kan tage gulvtæppet med hjem i flyvemaskinen, da det er utroligt tungt.
#6 Porcelæn, pyntepuder, lamper og sengetæpper
Hvis det er tid til at pifte dit hjem op, så har Tyrkiet alt hvad du skal bruge af smukt porcelæn, lamper, pyntepuder, plaider og sengetæpper.
Det farverige håndværk er i rigtig god kvalitet og du bliver glad for det derhjemme. Hos min farmor og farfar har vi altid spist af de tyrkiske morgenmadsskåle, som de købte i 70’erne i Tyrkiet. Selv har jeg et smukt sengetæppe på min seng. Næste gang jeg skal afsted, vil jeg have en mosaiklampe til mit natbord.
#7 Tyrkiske teglas
De små tyrkiske teglas har vi altid brugt til stærke sager hjemme hos os. Min far købte sine i tyrkiet i sin ungdom, men de har aldrig været brugt til te.
Brug dem til dessertvin, snaps eller noget hjemmebryg. Du vil hurtigt opdage at de er perfekte til netop det.
#8 Tyrkisk kaffe
Da jeg var Erasmus studerende i Istanbul lærte jeg at spå i tyrkisk kaffe. Siden har jeg lært, at det er en rigtig fin lille gimmick at kunne til middage. Hvis du prøver det, vil du bliver overrasket over hvor begejstret folk rent faktisk bliver.
Når du har drukket din kaffe, vender du den på hovedet og lægger den på underkoppen. Drej underkop og kop tre gange med uret. Til sidst ligger du en mønt på kopbunden (der jo vender op), for at få held med din økonomi. Efter 5 minutter er det tid til at løfte koppen og spå. Du må aldrig spå din egen kop, da det giver uheld.
Princippet er lidt det samme som at kigge på skyer, for at finde ud af hvad de ligner. Måske ligner det bjerge, en fugl, en hest eller noget helt andet. Find nogle mønstrer og figurer og oversæt symbolerne til en spådom. En fugl kan måske betyde at flyve langt væk, en dyb brønd kan betyde, at man finder en ny dybde i sig selv osv.
Du kan købe tyrkisk kaffe og alt til at lave den med overalt i Tyrkiet.