Camønoen etape 2 hedder Fugleetapen og går ind i landet til Elmelunde Kirke. Jeg afveg i dag fra ruten og fortsatte langs kysten. Dette kapitel beskriver min 2. etape af camønoen.
Smuk tur uden vandposter – husk rigeligt vand til camønoen etape 2
I dag besluttede jeg at afvige fra den officielle rute og lave min egen, der gik langs kysten fra Ulvshale Camping til Pomleranden Camping, som er Danmarks ældste campingplads. Det gjorde jeg dels for at slippe for ruten ind i landet og dels fordi jeg gerne ville score en afslapningsdag, inden jeg skal udforske Møns klint.
På Ruten gik jeg igennem strand, skov og marker. Efterhånden som jeg nærmede mig Polmeranden begyndte landskabet også at stige i højden. Jeg er ved at nærme mig klinten.
Frokosten bestod af nudler, som jeg lavede på mit gamle trangia i skyggen af skovens træer.
Vandmangel og et heldigt møde
Der er ikke nogen vandposter på den 20 kilometer lange rute, så jeg drak rigeligt inden jeg tog afsted fra Ulvshale Camping og sparede på vandet hele dagen. Men da jeg var ca. 5 kilometer fra Polmeranden Camping var der næsten ikke mere tilbage, og det var varm i vejret, så jeg begyndte at forudse en hovedpine om aftenen.
Heldigvis kom der i samme øjeblik en mand cyklende forbi. Han spurgte mig om jeg havde nok vand, for han boede lige 200 meter væk og jeg måtte gerne tanke hos ham. Det ville jeg gerne!
Sammen med hans kone inviterede de på saftevand og en sludder. Det viste sig at de har rejst til Kas, mange gange, da de var yngre, og kunne fortælle mange sjove historier om hvordan byen havde været den gang. Derudover fortalte de, at de havde ligget på Pomleranden Camping i mange somre i træk, inden de købte det sommerhus, jeg nu sad og drak saftevand i. Så jeg fik en masse gode tips med til ruten og til campingpladsen. Nogle gange er man bare så heldig at støde på ligesindede når man rejser.
Pomleranden camping
Pomleranden camping er en Naturcamping. Her er ikke nogen reception, butik eller bad. Der er bare drikkevand i en beholder, et das istedet for toilet og så ellers en skovlysning at slå sit telt op på eller parkere sin campingvogn.
Det er forbudt at høre musik, radio og tv på pladsen, hvilket betyder at her er stille. Det er kun skovens lyde og menneskers glade snakken, der høres.
Der er plads til at være i et med naturen, hvilket er skønt og så fredfyldt at jeg sov 11 timer i nat. Det var skønt! De foregående nætter havde jeg nemlig ikke sovet så godt.
Morgenmaden spiste jeg med udsigt over vandet, på en bænk, der ligger når du følger en lille sti til venstre. Vidunderligt med morgenkaffe og bølgeskvulp.
Det koster 40 kroner at sove en nat på Polmeranden og lejerchefen kommer og samler pengene ind ved 8-tiden om aftenen.
Camønoen etape 3
Den tredje etape går fra Pomleranden til Møns Klint shelter.
1 kommentar