Hideaways i Hornbæk Plantage & strandene

Øde strand ved Hornbæk

Nogen gange har jeg brug for en stille stund, hvor jeg kigger på bølgerne og nyder stilheden omkring mig. Enten sammen med nogen eller alene.

Hornbæk Plantage har 3.5 kilometer stenstrand, hvor der er rig mulighed for at finde et øde stykke strand.

I går tog jeg en frokost fra Fiskehuset i Hornbæk med på min cykel og cyklede ud i Plantagen for at finde et roligt sted, hvor jeg kunne sidde og nyde lidt tid alene.

Fiskehuset i Hornbæk var oprindeligt bare en fiskehandler med alverdens godt fra havet, men for nogle år siden fik de udvidet til også at have en køkkenluge, hvor man kan spise alverdens fast food lækkerier, der smager en del over gennemsnittet, fordi der benyttes gode råvarer til tilberedningen.

Fiskehuset i Hornbæk

Jeg købte Fish & Chips og en lille flaske hvidvin til at tage med. Så cyklede jeg fra havnen og langs vandet til jeg fandt det sted, jeg havde lyst til at sidde og spise min frokost.

På stedet fandt jeg en stor flad sten, som blev brugt til bord.

Fish and chips fra fiskehuset i Hornbæk

 

Strandene i Hornbæk

Hornbæk har nordkystens bedste sandstrande! De er brede og minder om bountystrande fra sydens himmelstrøg på en varm sommerdag.

Her er masser og plads til Volleyball, sandslotte og alle Hornbæks sommergæster på en gang, uden at man får klaustrofobi.

Og rundt omkring er der streetfood trucks, isboder og barer, hvor man kan forsøde strandlivet.

Det gør at de stenede strande langs Hornbæk plantage altid er øde og fri til dem, der søger lidt ensomhed og stilhed.

Bred sandstrand i Hornbæk

 

Romantik i den lyse sommernat

Når det er vindstille og lunt i luften, kan man finde et stille sted på stenstrandene i Hornbæk Plantage og kigge ud over vandet med sin sommerflirt eller kære.

I Hornbæk bliver lyset helt specielt på sådan en sommeraften, og man er pludselig omgivet af sarte pasteller der minder så meget om kærlighedssky, at der er scoregaranti.

Det var også på grund af dette helt specielle lys at kunstnerne rykkede til Hornbæk (nogle år før Skagen), og det siges at Krøyer under sine unge kunstnerår i Hornbæk, lærte de fleste af byens kvinder at kende.

kærestetid ved øde strand i Hornbæk

Andre har også læst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *