I det sidste år har jeg haft utroligt meget om ørerne og ikke af den gode slags. Faktisk har det været et af de hårdeste år i mit liv, og jeg har måttet tage utrolig mange kampe, der syntes helt uretfærdige og unødvendige.
Jeg er en stress spiser og så snart min krop mærker umattelse, sygdom eller forhøjet adrenalin, så stiger min appetit i rasende fart.
Derfor har jeg taget 13 kilo på. Shit! Og jeg vejede i forvejen 10 kilo for meget. Så min BMI er nu kommer over de farlige 30.
Nu er tingene faldet på plads, og jeg har fået kontrol over tingene igen. Derfor er det nu tid til at gøre noget ved min vægt.
Generelt om vægttag
At tabe 20 kilo tager 20-40 uger. PUNKTUM. Der findes ikke nogen mirakelkur, som kan få mig til at tabe 20 kilo på 2 uger. Det ved jeg fordi jeg har læst til diætist.
Jeg har aldrig færdiggjort uddannelsen, men jeg har alligevel læst nok til, at jeg har en rimelig god forståelse for kost og vægttab.
I vægttab er formularen helt simpel:
Mad ÷ (Bevægelse + Fordøjelse + Kroppens funktioner)
Kort sagt betyder det at vi indtager noget energi hver dag i form af mad, som kroppen bruger når musklerne bevæger sig, når vi fordøjer maden og når kroppen skal bygge nye celler eller bekæmpe virus.
Hvis vi indtager mindre energi end vi bruger, begynder kroppen at bruge af forrådskammeret (fedtdepoterne) og på den måde taber vi os.
7000 kalorier til et kilo fedt
I et kilo fedt er der ca. 7.000 kalorier, derfor skal der genereres et underskud på 7.000 kalorier før der er tabt et kilo fedtvæv.
Alle andre resultater du ser på vægten skyldes kroppens vandbalance, der er styret af hormoner, aktivitetsniveau og ændringer i kosten. Fx er det normalt at vægten svinger 1-2 kilo omkring menstruation.
De fleste vil opleve at de den første uge af en slankekur taber 2-7 kilo, for derefter at opleve at tage det hele på den efterfølgende uge, selvom de strengt har overholdt kuren. Det skyldes at kroppen i den første uge udskiller en masse vand.
Et godt trick, for at undgå den nederlagsfølelse er, at vente med at veje sig til man har været på kur i 2 uger.
0,5 – 1 kilo om ugen
Den gennemsnitlige person bruger 2.000 kalorier om dagen, derfor kræver det, at man sænker sit indtag til 1.000 kalorier om dagen for at tabe et kilo om ugen:
1.000 x 7 dage = 7.000 kalorier (1 kilo fedt)
Det er et lavt indtag og det anbefales at man ikke indtager under 1.200 kalorier om dagen i mere end 3 uger, fordi det på den måde kan være svært at få alle de næringsstoffer kroppen har brug for.
2 hacks til at øge vægttab
Hvis du gerne vil have et større vægttab end 0,5-1 kilo om ugen findes der to måder, som ikke går på kompromis med de næringsstoffer kroppen har brug for:
- Pulverkur
- Motion
Pulverkur
Pulverkurer som NUPO, NOKA, Nutrilett mfl. er en klinisk testet metode til vægttab, der er reguleret af lovgivningen. Det betyder altså at de ikke er skadelige, og at du roligt kan benytte dem til vægttab.
Ideen er at sammensætte en formular med alt hvad du har brug for at spise dagligt for i alt 600-900 kalorier.
Det betyder at du kan tabe 1-1.5 kilo om ugen, uden at gå på kompromis med din krops vitale funktioner og helbred.
Ulempen ved pulverkur er at det er kedeligt, imens fordelen er at du ikke skal tænke på mad. Du tager bare dit pulver, mikser og så spiser du.
I dag kan man få alt fra shakes, chokoladebarer og forskellige middagsretter, så det er blevet mindre kedeligt.
Motion
Motion kan øge din kalorieforbrænding markant så du kan spise fx 1.200 – 1.500 kalorier og forbrænde 300-500 kalorier dagligt ved motion og på den måde stadig tabe et kilo om ugen.
Hvis du forbrænder mere ved motion, kan du tabe dig endnu mere.
Ulempen ved hård motion er at du bliver sulten af det, derfor kan det være et trick at forlænge cykelturen til arbejdet, gå lange turer, gå ned og købe ind, gøre mere rent, rydde op på loftet og andre aktiviteter der forbrænder kalorier uden at gøre dig voldsomt sulten.
Et andet trick er at spise lige efter motion, for at undgå sult.
Fordelene ved motion er næsten uendelige 🙂
Min plan
Da jeg skal bruge de næste 20-40 uger på at tabe mig, vil jeg prøve noget forskelligt, så jeg ikke kommer til at kede mig.
Jeg vil bruge 2-3 uger på hver kur, og skrive om mine resultater og erfaringer med dem.
Første kur bliver en pulverkur, for de er nemlig perfekte til at kickstarte et vægttab.
1 kommentar