Der er to typer cyklister i Malaga. Dem med Lycra og cykelhjelm, og dem der cykler i flagrende sommerkjoler langs Costa del Sol. Denne tur hører til den sidste kategori og er fyldt med solskin, havudsigtspauser, fiskeretter og tid til at lade tiden gå.
Lej cykel i Malaga
En cykel kan lejes en hel dag (fra klokken 10.00 – 19.00) for 12 Euro, hvis du lejer i flere dage bliver prisen billigere. Cykeludlejerne ligger side om side på Calle Vendeja. Her har du også mulighed for at booke en guided tur på cykel.
Du kan vælge imellem citybikes og mountainbikes. Denne tur er en citybike tur og den cykel jeg lejede, var så tilstrækkelig tung, at jeg blev tvunget til at opgive alle ambitioner om at race afsted og i stedet bare kiggede på det smukke hav og nyde solen. Vejen er flad og velholdt, så det er ikke et problem, at cyklen er dårligere kørende, end de generelt er i cykellandet Danmark.
Selve ruten er 30 kilometer lang. 15 kilometer til Rincón de la Victoria og 15 kilometer af samme vej tilbage.
Årstiderne
Jeg tog cykelturen i slutningen af december. Her er vejret 18 grader og vinden rolig. Midt på dagen cyklede jeg i t-shirt, resten af dagen i sweater, halstørklæde og hue.
Julen er højtid for spansk turisme i Malaga, så der er livligt alle steder. Uden for Malaga centrum mødte jeg ikke andre europæiske turister.
Jeg har læst andre steder at man anbefaler turen i foråret eller efteråret, når masserturismen er rejst hjem og strandende er mere rolige. Det skyldes, at man i langt størstedelen af strækningen, skal dele stien med fodgængerne langs stranden.
Etape 1 – Malaga – El Palo stranden
Siden jeg kom til Spanien for knap to uger siden, har jeg ændret min døgnrytme totalt. Nu er den således:
Kl. 11.00 – kaffe
Kl. 12.30 – cerveza (øl) og snack
Kl. 15.00 – frokost
Kl. 17.00 – Mojito / hvidvin
Kl. 21.00 – aftensmad (hvis jeg er sulten)
Derfor skal cykelruten jo også passe. Så jeg cyklede glad afsted og efter de første 7 kilometer kommer jeg til El Palo stranden, hvor storbyen forsvinder og roen sænker sig. Her er masser af caféer, hvor man kan nyde en kop kaffe.
Etape 2 – El Palo – Rincón de la Victoria
Turen fra El Palo til Rincón de la Victoria går igennem et nedlagt jernbanespor. Der er ikke længere togskinner, men en brolagt sti, der snor sig langs kysten og igennem bjergtuneller.
På promenaden mellem Cala Flores og Rincón de la Victoria ligger små restauranter på stranden omringet af fiskerbåde.
Her stoppede jeg for cerveza og friskfangede, fritterede fjordrejer på Bar la Lonja II. Det nød jeg til lyden af bølgeskvulp og solen der spejlede sig i havet. Måske mit bedste måltid i Spanien.
Glad og mæt lod jeg cyklen stå ved baren og gik den sidste kilometer langs vandet til Rincón de la Victoria. Det er en smuk gåtur langs vandet med et hektisk cafeliv. I dag var der et juleløb, hvor deltagerne var klædt festligt ud.
Etape 3 – Rincón de la Victoria – La Cala del Moral
Klokken var blevet 15.00 og det var tid til at spise igen, så jeg cyklede til La Cala del Moral for at spise de berømte sardiner, der grilles over bål i en gammel fiskerbåd.
Jeg måtte vente på at få bord, så det kunne nok have betalt sig at bestille bord, da jeg cyklede forbi nogle timer tidligere på vej til Rincón de la Victoria.
I La Cala del Moral er stranden rolig og fredfyldt, men restauranterne livlige med frokostspisende spanier.
Sardinerne var fine at prøve, men det var den fritterede torsk, som jeg bestilte bagefter, jeg vil huske bedst. Den var sprød og frisk med lidt citron på.
La Cala del Moral – Malaga
Efter frokost var klokken blevet 16.30 og jeg ville gerne hjem inden solen gik ned. Derfor kørte jeg de 10 kilometer i et streg hjem. Havde det været lyst længere, havde jeg stoppet ca. 5 kilometer fra Malaga for at drikke en eftermiddagsmojito på en af de flotte strande.
Om aftenen fyldes promenaden med mennesker, der skal ud til en af de mange restauranter. Derfor kan det være svært at komme frem. Nogle steder måtte jeg trække cyklen.
Men det var en smuk tur i skumringen og jeg var lykkelig efter en vidunderlig dag på cykel.
Mojitoen tog jeg hjemme på mit hotels tagterrasse (Boutique Hotel Nomadas) hvor jeg fangede solnedgangen til tonerne af spansk live jazz.