Sådan rejser du til Kaş

Rejse til kas

Mange danske charterselskaber har igennem tiden forsøgt at lave charterruter til Kaş, men alle har fejlet. Apollo lukkede deres sidste charterrute til Kas i 2015, og siden da har vi faste gengangere måttet planlægge vores rejse selv. Det er heldigvis ikke spor svært, fordi tyrkerne generelt er et folk der ser muligheder frem for begrænsninger.

På den anden side er der også mange fordele ved, at Kaş ikke er et charterrejsemål, for det gør at det stadig er en lille perle, hvor velhavende Tyrkiske turister kommer og sælgerne ikke er agressive.

 

Fly til Kaş

I sommerperioden kan man være heldig at finde en passende afgang med et charterfly til Dalaman eller Antalya. Men hvis man ikke lige kan rejse den dag, som charterflyet går, kan man dagligt tage turen over Istanbul til Dalaman eller Antalya.

 

Med bil eller bus

Kaş ligger ca. 2,5 timers kørsel fra Dalaman og 4 timers kørsel fra Antalya.

Fra lufthavnen kan du tage en taxa til busterminalen og herfra en bus til Kaş. Det koster omkring 100 kr. hver vej, og er lidt besværligt.

Alternativt kan man booke en transfer, der koster ca. 80 EURO hver vej og det kan hurtigt betale sig hvis man er flere.  Man kan enten booke en transfer via hotellet eller igennem Tunahan Tourism.

Da jeg var studerende tog jeg bussen fra busterminalen, nu vælger jeg at tage en transfer.

Man kan også tage bussen fra Istanbul om aftenen og så være i Kaş næste formiddag. Det er praktisk hvis man gerne vil se Istanbul, og er næsten lige så hurtigt som at flyve… Og så sparer man en overnatning og får et indblik i Tyrkisk landkultur undervejs.

 

Et land af busser

I Tyrkiet er der store strækninger hvor der ikke findes jernbane, derfor er busserne den mest almindelige måde at rejse rundt i landet.

De fleste busser er moderne med aircondition og behagelige sæder, og nogle af dem har endda en lille skærm, hvor du kan se en Tyrkisk film eller serie.

I busser uden personlig skærm vil der være en større tv skærm, hvor buschauføren ofte vil vise en Recep Ivedik film. Recep Ivedik er en tyrkisk komiker, og skuespillet er meget artikuleret, højtråbende og at dømme efter dine medpassageres reaktion (de kan forstå hvad der bliver sagt), også vanvittigt underholdende.

Under busturen er der hold ca. hver 2. time, hvor du kan tanke op på snacks, gå på toilettet eller spise lidt mad, resten af tiden kan du hygge dig med en god lydbog, sove og ellers nyde det smukke landskab der suser forbi uden for.

 

Andre har også læst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *