Snorkling ved hornbæk plantage

Snorkelrute ved Hornbæk Plantage

For mig er sommerferie ens betydende med havvand og udforskning af livet under vand. Det er så rensende for krop og sjæl, og alle mine bekymringer fra hverdagens stress, bliver skyldet væk lag for lag når jeg svømmer rund med hovedet under vand, og iagttager fisk, søstjerner, krebs, muslinger, fladfisk og tang.

Derfor har jeg altid mit snorkeludstyr med til Hornbæk om sommeren, hvor der er den skønneste danske havnatur og en officiel snorkelrute.

 

Snorkelrute med orange bolde og plancer

Snorkelruten ved Hornbæk Plantage findes yderst mod Ålsgårde. Hvis du kommer fra Hornbæk kan du cykle af havstien indtil du ser de orange bolde, som ruten er markeret med – der er 5 i alt.

Ved hver post, er der en planche under vandet, hvor du kan læse om den natur du snorkler rundt i.

Hele turen tager 45-60 minutter, afhængigt af hvor hurtigt du svømmer og hvor ofte du stopper op for at iagttage et dyr på havbunden.

 

Udforsk resten af undervandslivet

Hvis du har en hel dag, så tag frokost og drikkevarer med, så du kan tage en pause efter du har prøvet den officielle snorkelrute, for der er meget mere at se.

Hornbæk Plantage har længe været et foretrukket sted for dykkere og snorkelentusiaster, og det er ikke uden grund.

Havbunde er nemlig fyldt med tangskove, stenbunkerev og spændende dyreliv.

 

Udstyr til snorkling

Fordi jeg er ret seriøs omkring vandsport, har jeg investeret i noget godt snorkeludstyr, som jeg også bruger til at dykke med.

Hvis du er en vandhund ligesom mig, så er det også en rigtig god investering! Jeg har brugt mit udstyr i snart 10 år, og vi har været på mere end 400 dyk og snorkelturer sammen. Et komplet snorkelsæt i god kvalitet koster mellem 1.500 – 5.000 kr. og består af:

  1. En god maske er lavet med kvalitetssilikone, der lukker tæt omkring dit ansigt. Det er vigtigt man prøver masken i butikken, da alle har forskellige ansigtsformer og størrelser. Regn med at bruge 400-500 kr. på den.
  2. En god snorkel er nem at justere, sidder godt i munden uden at lukke vand ind, og har beskyttelse mod bølgesprøjt i toppen. Regn med at bruge 250-400 på den.
  3. Gode finner er den rigtige størrelse til din fod! Hvis dine finner er for store, får du let krampe i benene og hvis dine finner er for små, kommer din fod nemt til at sove. Finner skal derfor passe, da det kan være farligt at få krampe ude på åbent hav. (Hvis du får krampe, så kan du enten vrikke med tæerne, eller gribe fat i spidsen af din finne og trækker den op mod dig.) Mine finner er typen du skal bruge støvler til, og det kan jeg anbefale når man går ud fra strandkanten, da man så ikke skærer sig på muslinger og småsten. Køb bare de billigste støvler, de holder fint. Regn med at bruge 500-700 på dem inkl. støvler.
  4. Noget der gør dig synlig. Når du svømmer i havvand, gør bølgerne dig næste usynlig at se, derfor er det vigtigt at du enten tager en orange/pink badehætte på eller binder en orange/pink havtaske om livet. Brug mellem 100-300 på det.
  5. Våddragt til at holde dig varm, så du ikke fryser. Når du snorkler svømmer du langsomt og nyder naturen, derfor bliver du hurtigt meget nedkølet hvis du ikke har en våddragt på. Våddragter fås i alle prisklasser, og til forskellige formål. Jeg bruger en med korte ben og ærmer om sommeren til at snorkle. De kaldes shorties og kan fås fra 300 kr. til 2.000 kr., men det er ikke her jeg vil investere i den dyreste model, da det ikke betyder det store. Gem hellere den store pengepung til din efterårsvåddragt, her kan det betale sig at spytte lidt ekstra i.
  6. Evt. vægtbælte, der holder dig nede i vandet. Hvis du har en tyk våddragt på vil du flyde oven på vandet, så dine finner ikke kan svømme i vandet, derfor er det en god idé med et vægtbælte, som holder dig stabil i vandoverfladen. Brug 200-300 på det – find det eventuelt brugt.

 

Hvis du bare gerne vil have lidt sjov, så kan du sagtens plaske rundt med et almindeligt strandsæt til 400-500 kr.

 

Andre har også læst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *